Afskrivning er en regnskabsmæssig praksis, der fordeler omkostningen ved anlægsaktiver over deres forventede brugstid. Det afspejler aktivets værditab over tid og anvendes til at reducere den bogførte værdi af aktivet i virksomhedens balance.
Afskrivning er en grundlæggende regnskabspraksis, der tillader virksomheder at fordele omkostningerne af langvarige fysiske eller immaterielle aktiver over deres levetid. Afskrivning tjener til at repræsentere den gradvise forringelse og tab af værdi som følge af brug, slitage, forældelse, eller andre faktorer der påvirker aktivets nyttige levetid.
Afskrivninger i regnskabet tjener flere formål: Den matcher omkostningerne ved at eje aktivet (som for eksempel maskiner, bygninger og udstyr) med de indtægter, som aktivet hjælper med at generere. Derudover er afskrivninger med til at give en realistisk fremstilling af virksomhedens finansielle situation og giver et bedre grundlag for finansielle beslutninger.
Der er hovedsageligt to metoder til afskrivning: lineær afskrivning og saldometoden. Lineær afskrivning fordeler aktivets omkostninger ligeligt over dets forventede levetid. Saldometoden er derimod en accelereret afskrivningsmetode, hvilket betyder, at større afskrivninger registreres i de tidlige år af aktivets levetid.
Eksempel på brug:
En virksomhed anskaffer en ny maskine til 500.000 kr. med en forventet brugstid på 5 år og en restværdi på 50.000 kr. Ved lineær afskrivning vil årlig afskrivning være (500.000 kr. – 50.000 kr.) / 5 år = 90.000 kr. om året.