Funktionærloven er en lov, der fastsætter særlige vilkår og beskyttelse for ansatte i funktionærstillinger, såsom kontoransatte, teknikere og ansatte inden for køb og salg. Loven omfatter blandt andet bestemmelser om ansættelsesforhold, opsigelsesvarsler og betaling under sygdom.
Funktionærloven blev første gang vedtaget i 1938 for at sikre rettigheder og beskyttelse for en særlig gruppe af ansatte, hovedsageligt kontormedarbejdere, der udfører ikke-manuelt arbejde. Loven har siden gennemgået flere ændringer for at tilpasse sig de skiftende forhold på arbejdsmarkedet og for at sikre en retfærdig behandling af funktionærer.
Funktionærloven regulerer en række fundamentale områder, der har betydning for ansattes daglige vilkår. Områderne inkluderer regler om ansættelseskontrakter, varslingsperioder ved opsigelse, fratrædelsesgodtgørelse, betaling under sygdom og vilkår ved arbejdsgiverens konkurs. Formålet med loven er især at beskytte medarbejdere i tilfælde af uretfærdige arbejdsforhold eller opsigelse.
Loven fastsætter en række bestemmelser, der beskytter funktionærer mod vilkårlig eller urimelig afskedigelse. Heriblandt kravet om en objektiv årsag til opsigelse samt retten til opsigelsesvarsel, der varierer alt efter anciennitet.
Funktionærloven fastlægger også rettigheder i forhold til ferie, herunder retten til ferietillæg, samt regler om løn under sygdom. På den måde sikrer loven medarbejderens indtægt i perioder med sygdom.
Eksempel på brug:
Hvis en medarbejder i en funktionærrolle, f.eks. en salgschef, skal opsiges, skal funktionærlovens regler om opsigelsesvarsler og eventuel fratrædelsesgodtgørelse nøje efterleves for at undgå juridiske konsekvenser.