Mindstelønnen udgør det minimumsbeløb, som arbejdsgivere er forpligtet til at betale deres ansatte for det udførte arbejde på time- eller månedsbasis. Mindstelønnen kan være bestemt ud fra lovmæssige eller overenskomstmæssige krav.
Mindstelønnen er et vigtigt økonomisk parameter på arbejdsmarkedet, som har til formål at sikre en grundlæggende indkomst for medarbejdere. Mindstelønnen defineres som det laveste beløb, som en arbejdsgiver juridisk er forpligtet til at betale sine ansatte for deres arbejde. Det sikrer, at medarbejdere modtager en grundlæggende kompensation for deres arbejde og bidrag til virksomhedens drift.
Mindstelønnens størrelse varierer fra land til land og kan inden for et land også variere mellem forskellige sektorer, afhængigt af lokale love og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. I lande hvor mindsteløn er fastlagt ved lov, har myndighederne typisk fastsat en national minimumssats, der reguleres med jævne mellemrum for at afspejle ændringer i leveomkostningerne og andre økonomiske faktorer.
Mindstelønnen kan også blive fastsat gennem kollektive forhandlinger, hvor arbejdsgivere og fagforeninger aftaler lønniveauer, som så skal følges af alle virksomheder inden for et bestemt overenskomstområde.
Eksempel på brug:
Ved udarbejdelse af ansættelseskontrakter skal en virksomhed sikre, at lønniveauet som minimum overholder den gældende mindsteløn for branchen, som er aftalt i den kollektive overenskomst.